fremkom, nu forstaar De ogsaa det ulykkelige Tilfælde med gamle Gjærnæs.
— Og med Forstmesteren.
Detektiven rynket Panden.
— Slet ikke, svarede han, jeg har jo sagt Dem, at Forstmesteren er slaaet ihjel.
— Det blir vanskeligt for Dem at bevise efter dette.
— Ja, det blir meget vanskeligt, mumlet Asbjørn Krag eftertænksomt, men det skal dog lykkes mig tilslut.
— Maaske tar det lang Tid, henkastet jeg.
— For andre, ja; — men ikke for mig.
— De er flot i Deres Paastande, kjære Krag, hvor lang Tid vil det endnu ta, før De gaar hen og peger paa Manden?
Detektiven snuste op mod Veiret, ligesom han vilde hente Visdom fra Himlen.
— Inden 12 Timer, sa han.
— Men er De da sikker paa at træffe den rigtige?
— Fuldkommen sikker.
— Og De vil vise mig ham?
— Ja, svarede Detektiven, idet han gav mig et besynderligt Blik, hvis De da absolut ønsker at se ham.
— Han er da ikke død? spurgte jeg.
— Nei, han lever endnu.
Vi spadserte tilbage den samme Vei vi var kommet. Jeg vilde trænge ind paa Asbjørn
