— Hvem kan det være?
— Har De endnu ikke gjettet det? spurgte Asbjørn Krag leende.
— Nei.
— Det er naturligvis mig, som har telegraferet, sa han.
— Kan jeg saa faa vide, spurgte jeg, hvori Hemmeligheden med denne Jernvognen egentlig bestaar?
— Interesserer det Dem virkelig saa voldsomt.
— Ja.
— Hvorfor har De da ikke allerede kjørt derhen for at se paa den. Pensionatet er ganske tomt, alle de andre Gjæster er draget derhen.
— Jeg har skrevet etpar vigtige Breve, begyndte jeg.
— Og saa har De formodentlig andre Ting at tænke paa. Alvorligere Ting.
— Muligens.
— Er det indiskret at spørge om, hvad det er?
— Først og fremst, svarede jeg, tænker jeg paa allerede imorgen at drage afsted.
Detektivens Ansigt fik et grundende Udtryk.
— Allerede imorgen, mumlet han, det var kanske vel tidlig, men vi faar se.
— Hvad mener De med det. Skal kanske ogsaa De reise?
— Muligens og isaafald faar vi Følge. Det vil oprigtig talt glæde mig. Jeg ynder at ha