Side:Riverton,Stein-Jernvognen-1909.djvu/184

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 176 —

Og hvorfor gik han fra mig, da jeg vendte Ansigtet mod Østhimlen og gik efter Lyden?

Gik efter Lyden… Nu husket jeg Gjøingen igjen, og jeg gyste dirrende ved i mine Sanser at føle Ekkoet af de lodne, forfærdelige Dyreskrig… Naturligvis havde det været Hunden paa en af Gaardene, ja, jeg var sikker paa det, men alligevel kunde jeg ikke lade være at tænke paa Forstmesterens dræbte Jagthund, jeg saa den for mig, den havde langt silkeblødt Ragg og store forundrede Øine. I dette Øieblik kunde jeg godt forstaa, at Gjøingen af mig kunde opfattes som kaldende og advarende.

Jeg stanset pludselig den sagte Gyngen af Stolen og blev siddende og lytte med aabne Øren.

Jeg havde opfanget en Lyd udenfor mit Vindu. En Gren var blit knækket og det raslet svagt i Buskene. Det var ikke Vinden. Det lød som om lange Fingre skulde glide mellem Bladene.

Straks efter banket det paa Ruden, et haardt knep. Den Lyd havde jeg hørt før. Det var sikkerlig en Fugl, tænkte jeg, som kom farende ind i Lysningen og stødte Nebbet mod Glasruden.

Men lidt efter hørte jeg igjen at det banket mod Ruden, dennegang med to haarde Slag, som mindet om Knokler.

Jeg reiste mig pludselig og greb efter Revolveren, jeg følte dens iskolde Skjæfte i min Haand. Nu var der ikke længer Tvil hos mig, jeg vidste, hvad jeg vilde.