uden selv at vide af det efter Lyden. Da jeg kom ned mod Husene var det ligesom Gjøingen fjernet sig igjen, den dukket ned under Horisonten. Om lidt hørte den helt op. Jeg var da ganske alene, Asbjørn Krag havde forladt mig og gaaet videre ned til Jernvognen, ned til den grønne Døde. Jeg gik hurtigere og hurtigere for at komme ind i min Hytte.
Da jeg kom i Nærheden af Hytten, hvor Havgabet aabnet sig for mit Blik, saa jeg at et hvidt og fremmed Lys skinnet paa Sjøen. Der var noget spøgelsesagtig ved dette Lys og det føltes saa underligt med Stilheden og det graasorte Mørke omkring. Det faldt mig slet ikke ind, at det var de første hvide Streif af Dagbrækningen som tindret mod Havfladen…
Lampen stod og brændte fremdeles —.
Jeg var nu forfærdelig ophidset, Nerverne eksploderet i tusinde smaa glødende Knappenaalsstik omkring i min Krop —.
Jeg glædet mig over, at Rullegardinet var nede. Derved var Værelset ligesom lukket ude fra Verden. Efter at ha rodet en Stund meningsløst i mine Papirer, tog jeg Plads i Gyngestolen. Det beroliget mig lidt; netop fordi Gyngestolen var tom, havde jeg Følelsen af, at der sad én i den, naar jeg vendte Ansigtet om. Jeg vilde opta Pladsen.
Jeg sad en Stund og vugget og tænkte, medens jeg hele Tiden havde Øinene stivt heftet
