derned. De grønne Lanterner mindet mig om Fosforskjæret i en Dødnings Øienhulninger.
Jeg vendte om.
— Jeg gaar ikke derned, sa jeg, jeg vil hjem igjen til Hytten.
Jeg gik nogle Skridt fremover og stanset saa med et.
Langt inde i Mørket hørte jeg Hunden igjen. Et høit skingrende Hundeglam, saa en lang Tuden og derpaa en truende, lang Gjøen.
— Jagthunden, sa Asbjørn Krags Stemme, hører De Jagthunden.
Gjøingen fortsatte.
Den lød saa uendelig langt borte, den kom fra selve Mørket bag Horisonten. Jeg lyttet efter den; den steg i Styrke, blev lodden og syg men stadig mere truende. Tilslut var det ligesom Gjøingen fyldte hele Østhimlen…
Jeg følte det som om selve Rædslen aandet ud af Mørket. Men der var alligevel noget kaldende i disse mørke Hundeglam, noget befalende. Jeg gik.
Men da hørte jeg Asbjørn Krags Stemme lige ved mig.
— Gaa ikke efter Lyden! raabte han.
Men jeg gik efter Lyden.
Den lodne Gjøen la sig som en ulden Taage omkring mig og forvirret mig ganske. Jeg følte, at Rædselen laa i selve Luften og aandet mod mig med varme Pust… Jeg gik
