Han betragtet Revolveren nærmere.
— I Sandhed et smukt Vaaben, mumlet han. Han aabnet for Magasinerne.
— Ladet i alle Løb, ser jeg.
— Selvfølgelig er den ladet. Hvilken Nytte kunde jeg ellers ha af Vaabenet.
— De kunde skræmme med det, svarede Detektiven, De aner ikke, hvor langt man kan komme med at skræmme Folk.
Jeg aabnet Døren.
— Saa gaar vi, sa jeg.
Detektiven la Revolveren tilbage paa Bordet og fulgte med mig.
Da vi havde fjernet os nogle Skridt fra Hytten, hørte jeg, at Detektiven lo, en tør og ubehagelig Latter.
— Hvad ler De af.
— Lampen, sa han, nu staar Lampen igjen og brænder inde hos Dem.
— Ja, det var en ren Forglemmelse.
— For anden Gang. Naa, men det er jo ogsaa godt at ha den brændende. Saa slipper De alt det Bryderi med Tændingen, naar De kommer hjem.
Jeg vilde slaa ind paa Veien, som gik forbi Hotellet, men Asbjørn Krag stanset mig.
— Ikke den Vei, sa han. Det er snarere at gaa over Aasen.
Han vilde samme Vei, som den vi havde gaaet om Morgenen. Jeg husket hans
