Detektiven smilte.
— Jeg er i Grunden meget af en Lyriker, sa han, en Lyriker i Rædsler. Skal De gaa med?
Jeg tænkte mig om.
Skulde jeg gaa med, eller skulde jeg bli tilbage? Det var mig magtpaaliggende, at ikke Detektiven fik Indtryk af, at jeg var bange.
— Jeg synes det er meningsløst, sa jeg, at jeg skal se endnu et Lig, men jeg kan gjerne gaa med Dem, for Jernvognen interesserer mig. Har De seet den?
— Ja.
— Blev De overrasket?
— Nei. Den var akkurat saaledes som jeg de sidste Dage havde tænkt mig den.
— Tror De, at jeg vil bli overrasket?
— Ja. Gaar De med?
— Jeg gaar med.
Detektiven gik hen til Bordet og løftet min Revolver op.
— De skal naturligvis ha denne lille Gjenstand med Dem, sa han.
— Hvorfor?
— For Sikkerheds Skyld. Jeg tror, De er lidt bange. De kunde for Eksempel møde en Hund underveis.
Et Haansmil lyste igjen op i hans Ansigt; Detektiven viste Tænder.
— Jeg er ikke bange, sa jeg, lad Revolveren ligge.
