Side:Riverton,Stein-Jernvognen-1909.djvu/174

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 166 —


— Tænk, kjære Ven, tænk om det bare er vi to, som hører den? Tænk om intet andet levende Menneske hører den?

Jeg følte mig grebet, men jeg bekjæmpet min Bevægelse og sa:

— Det forekommer mig, at det er Dem, som gjøgler Spøgelser frem.

Asbjørn Krag knappet sin Jakke sammen.

— Tænk over, hvad jeg har sagt.

Det var besynderlig, at netop i samme Øieblik holdt Hunden op at gjø.

— Skal De forlade mig?

— Ja. Jeg skal ned og se paa Jernvognen og paa den døde Passager.

Baade Jernvognen og den døde Passager var fuldstændig gledet ud af min Bevidsthed, saa optat havde jeg været af Hunden. Men nu slog denne nye Virkelighed pludselig ned i mig. Jernvognen var fundet og Passageren var død.

— Er han ogsaa dræbt? spurgte jeg.

— Nei.

— Saa er han død ved Ulykkestilfælde.

— Ja. Akkurat som gamle Gjærnæs. Her er kun en, som er dræbt, og det er Forstmesteren.

— Er De fremdeles sikker paa det?

— Ja. Han er dræbt en Nat som denne, da graa Skyer gaar sin flakkende Gang under Himlen.

— De er tragisk iaften, Asbjørn Krag.