— Kjender De Hunden? spurgte han.
— Nei. Men her bor jo flere Hundeeiere.
— Jeg har aldrig hørt saadanne Hundehyl før hernede, sa Asbjørn Krag. Jeg hørte ogsaa Hunden, da jeg var paa Veien hid. Og jeg studset uvilkaarlig. Jeg søgte at finde ud, hvorfra Lyden kom, men det var mig umulig, den skiftet stadig Plads.
— Saaledes, hvisket jeg, saaledes hyler Hundene, naar nogen skal dø.
Asbjørn Krag lyttet fremdeles.
Nu gled den klagende, saare Hylen over et truende Hundeglam.
Asbjørn Krag greb mig i Armen.
— Det er en Jagthund, sa han.
— Kan De høre det?
— Ja, paa Mælet. Og her findes ikke Jagthunde i Miles Omkreds, saavidt jeg ved.
Jeg følte ikke det meningsløse i hans Ord. Jeg var betat af en eiendommelig Uhyggestemning, og han fik mig til at skjælve ved at si:
— Den dræbtes Hund var ogsaa en Jagthund.
— Ja, men den er skudt, sa jeg.
— Ja, fordi man ikke fik den bort fra sin Herres Grav. Den laa og hylte over Graven for at kalde ham tillive igjen. Og jeg kan tænke mig, at den maa ha hylt og tudet akkurat som denne Hund vi nu hører.
Jeg svarede intet til dette. Lidt efter sa Detektiven:
