Side:Riverton,Stein-Jernvognen-1909.djvu/172

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 164 —

haaret ved Haandledet, Fingrene var lange og benet og blaalige i Huden… Men hvorfor sad han slig og lyttet? Jeg følte, at nu blev jeg nervøs igjen. Det var ligesom denne intense Lytten varslet mig om, at der var en tredie tilstede i Værelset, et fremmed og usynligt Væsen. Og saa Stilheden… Der var den igjen denne Stilhed, som jeg hin Morgen fornemmet saa voldsomt ude paa Sletten. Stilheden, som man ikke skal lytte efter, fordi man da bare hører et Mylder af fremmede Lyde, Myrriader af Skrig og tilslut en fjern og tung Drønen, som ikke tilhører dette Liv… Jeg maatte høre Stemmer, jeg vilde høre min egen Stemme.

— Hvad lytter De efter? spurgte jeg.

Han holdt Haanden advarende op.

— Hyss, jeg synes, at jeg hører —.

— Hvad hører De ?

Han svarede ikke. Han lyttet fremdeles.

Og nu kom det endelig. En klagende, saar Lyd. Det var Hunden.

Jeg reiste mig saa hurtig fra Gyngestolen, at det knaket i det værkbrudne Møbel.

— Jeg taaler ikke at høre disse Hundeglam, aa… denne forfærdelige Ulen. Hører De det, Krag. Hunden kan ikke være langt borte.

Asbjørn Krag reiste sig nu ogsaa. Han nærmet sit Ansigt til mit. Jeg havde en Fornemmelse af at være kommet lige ind i hans Øine.