— Hvordan kunde det være, at netop De skulde
træffe mig herude i Gangen?
— Frøkenen saa Dem komme.
— Frøken Hilde?
— Ja. Og saa bad hun mig om ikke at slippe Dem ind; det er efter Ordre jeg staar her.
Jeg vendte braat om og gik. Jeg sa ikke godaften til Manden, nikket ikke engang. Jeg gik tvers over Gaardspladsen. Hunden knurret værre end før. Der var en Snarvei gjennem Haven; denne Vei kjendte jeg. Jeg havde gaaet den mange Gange og jeg gik den ogsaa nu. Og nu gjorde jeg noget som beviser, at jeg havde begyndt at fatte Mistanke om at et eller andet besynderligt var paafærde. Jeg stanset i Mørket under Havens Trækroner; jeg blev staaende her og lytte og se over mod Huset.
Jeg kunde forstaa, at Godseieren ikke havde Gjæster, for der var bare Lys i Arbeidsværelset og i Værelset ved siden af; Lyset i hans Arbeidsværelse slukkedes og tændtes et par Gange. En enkelt Gang blinket der Lys i alle Vinduerne ud mod Gaarden, fordi et Menneske gik med en Lampe gjennem Værelserne. Det maatte være Carsten Gjærnæs selv, da hans eget Værelse, medens dette stod paa, laa i Mørke. Det var et paafaldende Liv som herskede i den store Gaard, jeg lyttet anspændt, og en enkelt Gang forekom det mig, at jeg hørte altfor stærke eller ophidsede Stemmer derindefra.
