laa saa urørlig, at Undervandsbaaerne vovet sig frem. I saadanne Morgener gaar Fisken med Raseri paa Krogen og kommer op med blodfraadende Øine, for Menneskene er det Selvmordsveir. Jeg stod oppe paa Fjeldet og længtet mod en frisk Luftning, en ilende Bris, som kunde fare med Kulde mod Brystet. Jeg vædet Fingeren for at kjende, hvordan Luftdraget gik. Men der var slet ingen Kjølighed at mærke; Dagen skulde bli varm og uudholdelig, jeg følte allerede Heden mine Øine.
Detektiven stanset sin Gang.
— Nu er vi ved det høieste Punkt, sa han og pegte udover en brat Styrtning, som gik lige ned til Sjøen.
Jeg gik hen til Randen… men fjernet mig hurtig igjen.
— Er De svimmel.
— Maaske; jeg liker iallefald ikke at se ned i Afgrunde.
Asbjørn Krag stod en Stund taus… Nu kommer der noget, tænkte jeg og ventet i Spænding paa, hvad han skulde si.
— Jeg har tit forundret mig over, begyndte Detektiven, hvor dumt Mordere som Regel bærer sig ad.
— Mordere?
— Ja, og af Mordere er igjen de allerværste de som handler instinktivt, uden Overlæg. Men selv de som handler efter en lagt Plan optræder
