spurgte jeg Krag, og denne Baaden, hvorledes har De faaet fat i den.
Det er en Dykkerbaad, svarede Detektiven, det kan De vel se. Jeg telegraferede efter den igaar. Folkene hører til Baaden.
Han saa udover Sjøen og mumlet halvt for sig selv:
— Det nytter ikke at vente. De er neppe færdige før om nogle Timer. Jeg faar vende tilbage til Hotellet saalænge.
Jeg blev staaende en Stund og se udover Sjøen. Baadene laa spredt. Naar de nu har fundet Stedet hvor Vognen ligger, tænkte jeg, hvorfor samles da ikke Baadene paa dette Sted. Det maa da være en let Sag at faa Vognen rullet iland iallefald.
Jeg fremholdt dette for Asbjørn Krag, men han svarede:
— Aa, det er en vanskelig Affære. Vognen er baade tung og stor.
Pludselig husket jeg, hvad han havde sagt om Passageren.
— Det er da vel ikke Deres Mening, spurgte jeg forfærdet, at vi skal finde endnu en død Mand?
— Man maa bestandig regne med det allerværste, svarede Asbjørn Krag, kom lad os gaa. Vi faar tidsnok vide Sandheden.
Vognen ventet oppe paa Toppen af Bakken og jeg mente, at vi skulde kjøre tilbage til Hotellet. Asbjørn Krag foreslog en Spadsertur
