har han staaet længe, i flere Minutter, kanske i en halv Time. Jeg kan se det af disse to Fodspor, de er dypere end de andre. Han har staaet urørlig stille… og seet ind i mit Værelse. —
Uden at være paa det rene med hvorfor jeg gjør det, tramper jeg Fodsporene ud, huserer stygt i Blomsterbedet med mine Fødder, roder Jorden op og knækker Stænglerne. Da jeg er færdig, ler jeg af min egen Hidsighed, — hvorefter jeg stiller mig ind til Væggen og ser gjennem Vinduet.
En Sitren flyver gjennem mig. Jeg venter at faa se noget inde i mit Værelse. Jeg forestiller mig, at det nu er ganske anderledes derinde end da jeg forlod det. Jeg har en Forudanelse af den samme Skræk, som maa gribe et Menneske der gaar hen til et Speil og ser et andet Ansigt end sit eget i Speilets grønne Afgrund.
Men Værelset var slet ikke forandret det mindste. Dér stod Bordet, dér Stolen, derhenne Sengen; og saa paa Væggene de samme Billeder, Oljetrykkene og Norges Mænd i 1905.
Nu stod jeg og saa gjennem det nederste Felt i Vinduet. Jeg erindret, at netop i dette Felt havde jeg seet den Dødes Ansigt mod det ibenholtsorte Mørke. Og den dræbte Forstmester Blinde var af akkurat samme Legemshøide som jeg. Det passet. Den Døde havde staaet udenfor mit Vindu inat.
