med, at naar en middelhøi Mand stod nedenfor Vinduet, vilde han række akkurat saa høit som det Ansigt, jeg havde seet mod Ruden inat. Det var et besynderligt Tilfælde. Nedenfor Vinduet er der en liden Jordflek, et par fattige Æbletrær stod op af den sorte Muld og langs Væggen laa et Blomsterbed, hvor Blomsterne grodde forkrøblet og glissent, fordi der bestandig var Skygge.
Jeg sér paa dette Blomsterbed, og med en Gang er det ligesom jeg faar et lidet Vift af Nattens Rædsel farende gjennem mig. Midt oppe i Blomsterbedet, tydelig aftegnet i den sorte Jord staar to Fodaftryk. Jeg skyver Trærnes Grene tilside for at se nærmere efter. Jo, ganske rigtig, der har nylig staaet et Menneske. Jeg sætter min venstre Fod ved siden af og da jeg gaar tilside ser jeg, at min Fod er en liden Smule, en halv Centimeter eller saa længere end de to Aftryk. Ellers er der ikke nogen Forskjet paa de tre Fodspor, de staar der lige tydelige i Jorden. Og netop dette overbeviser mig om, at her maa et Menneske ha staaet og seet ind gjennem mit Vindu ganske nylig, for ikke mange Timer siden… I nat? jeg bøier mig ned paa Knærne og undersøger Terrænet nærmere. Jeg finder flere Spor… Jeg kan se hvor han er kommet ind fra Veien som gaar over Stenhellen; — hér har han gaaet… og hér. Saa er han kommet ind paa den lille Haveflæk, har bøiet Grenene tilside og har tat Stilling midt oppe i Blomsterbedet. Her
