Side:Riverton,Stein-Jernvognen-1909.djvu/146

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 138 —

Kongler og den havde sikkerlig været indom mange hemmelighedsfulde Urer, Sommerens Søppeldynger, hvor Bringebær og Jordbær vokser frodig i det tørre Kvas og hvor vaade Hugormer glider indunder Stenene. Luften kjendtes trykkende under den graa Skydyne; men nu kom Solgangsvinden for at styrte Dynen udover Horisonten, henne Øst brød allerede lyseblaa Lanser gjennem Skydækket og det blinket og skar gyldent i Luften ligesom tusen lynende Sværd var i Bevægelse.

Befriet for Mørket og befriet for Skrækken kunde jeg nu i Ro overveie, hvad der var skeet. Jeg blev hadefuld mod mig selv for min Mangel paa Mod og Beherskelse. Det hele havde været en Halucination, et Syn født af mine ophidsede Sanser. Og hvilke Nerver kunde vel forbli uberørt i Tider som disse, jeg havde en Følelse af at ha vasset omkring i Blod.

Der kunde nu ikke være tale om nogen Søvn, jeg vilde gaa ned til Sjøen for at høre Larmen af Baadene som lagde fra og roedes ud til Fiskepladsene, jeg likte ikke længer den absolutte Stilhed.

Døren var ikke laast. Gudskelov, tænkte jeg, at jeg ikke vidste om det inat, for det havde værer en ny Kilde til Skræk.

Jeg gik rundt Huset, hen til Vinduet. Jeg maalte med Øinene Afstanden fra Jorden til Vindueskarmen og jeg kom hurtig paa det rene