… Jeg vaagnet op af en Besvimelse, som
maa ha varet en Times Tid; det graa Morgenlys
kom ind i Værelset. Jeg orket endnu ikke at se
mod Vinduet, men jeg vidste, at det stadig blev
lysere udenfor. Jeg havde en Følelse af at jeg
laa i en liden Kahyt, som havde været ude paa
en Reise gjennem Mørket og nu kom Dagen og
Lyset nærmere. —
Men eftersom jeg begyndte at skimte Gjenstandene omkring mig tydeligere, gled Rædselen væk. Og da jeg saa det gamle hyggelige Stueur, som ikke havde været igang i en Menneskealder, de smaa Oljetryk, Billedet af Norges Mænd i 1905, Blomstervaserne og de hvide Papirer paa Bordet, altsammen hjemligt og farefrit, var jeg hurtig paa det rene med, at jeg i Grunden havde opført mig ikke saa lidet uværdig. Det var nu anden Gang, jeg havde besvimet, jeg var svagere end en hysterisk Kvinde. Jeg sat mod Vinduet…
Udenfor stod Trærne stive mod en dyvaad graa Himmel. Jeg aabnet Vinduet, straks stod Gardinerne som buede Seil, endskjønt der ikke var nogen Vind. Men selve Luften var tung og trængte paa, den var fyldt af Havgufs, den var blaanet af lyse Sommerbølgers Reflekser og bar med sig al Høisommerens herlige Aande, den kom fra store, nyslaaede Høimarker, fra vindtørre, solfyldte Multeheier, fra Granskogene, hvor den havde trukket med sig Duft af Kvae og raadnende
