VI.
HUNDEN.
eg vaklet bort fra Vinduet, vendte mit Ansigt mod Væggen og blev i flere Minutter liggende paa Knærne og med Armene støttet mod Sengekanten. Med en Stemme som lød underlig og fjern raabte jeg flere Gange kortaandet af Skræk:
— Nei, nei, nei!
Jeg turde ikke for alt i Verden vende Øinene mod Vinduet, men jeg følte med Nakken, at det frygtelige Ansigt derude i Mørket kom nærmere. Nu flød det ind gjennem den grønne Glasrude, gled gjennem Glasset som et Lig der trækkes gjennem Sjøen — langsomt og forfærdelig, stille og stadig nærmere. Jeg turde ikke se derhen, ikke for alt i Verden, men pludselig vendte jeg Hovedet. —
Dér stod Ansigtet igjen, hvidt og grusomt, høit med Panden, Læberne var lyserøde som et Barns. Jeg kastet mig ned over Sengen og skjulte Øinene, men jeg følte et Vift af en isnende Rædsel i Nakken, en Kulde som af Maanens Ligskin.
