Side:Riverton,Stein-Jernvognen-1909.djvu/132

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 124 —


— Jo, svarede Asbjørn Krag, jeg kunde endnu denne Dag gaa hen og pege paa ham.

Detektiven gik raskt ud af mit Værelse. Han raabte ind til mig:

— Jeg sidder her og venter paa Dem. De maa skynde Dem nu, for vi har Ebben Klokken seks.

— Lover De saa at la mig faa se Jernvognen? spurgte jeg overgivent.

— Jeg skal gjøre, hvad jeg kan, svarede han.

— Jeg tror De kan, hvad ingen andre Mennesker kan, raabte jeg ud til ham, De er jo en ren Troldmand.

— Jeg er bare et Menneske, svarede Asbjørn Krag, men jeg tar sjelden feil. Skynd Dem nu.

Jeg klædte mig hurtig. Jeg havde faaet Feber i Blodet. Var det efter Spændingen under Detektivens Fortælling, eller var det Reaktionen ovenpaa Besvimelsen? Det var sikkerlig baade det ene og det andet, men jeg vidste iallefald, at jeg glædet mig stærkt til at komme ud; Asbjørn Krags evindelige, optrevlende Snak om den gamle døde Mand, om Mordet, om Jernvognen, havde efterhaanden nedtrykt mig stærkt. Og saa duftet der Kamfer i mit Værelse, mens Sjøen udenfor fyldte mit Vindu lyseblaat.

Endelig var jeg færdig. Asbjørn Krag sad paa en Sten ved Veien og ventet. — — —

… Det blev alligevel til det, at jeg ikke fik se Jernvognen og heller ikke løstes Hemmelig-