gjennem Stedet her for at naa Dampbaaden. Og jeg holdt Vagt ved Veien, jeg havde foresat mig at gaa hen til ham, lægge min Haand paa hans Skulder og si: Kjære Ven, lad os tale lidt sammen. Men medens jeg vandret omkring og ventet paa hans Komme, fik jeg høre Jernvognen.
Detektiven sluttet:
— Det er Historien, alt hvad jeg kan fortælle Dem. Resten kjender De.
— Jeg er lige klog, svarede jeg, akkurat lige klog, som da De begyndte. De siger, at Jernvognen har slaaet gamle Gjærnæs ihjel. Men hvad er da denne Jernvogn, hvor kommer den fra og hvem styrer den?
— De samme Spørgsmaal har jeg atter og atter stillet mig selv, svarede Detektiven, og jeg har ikke fundet nogen Løsning før inat.
— De kjender Hemmeligheden med Jernvognen?
— Ja.
Asbjørn Krag saa paa sit Ur.
— Klokken er nu halv seks, sa han, om en Time har vi Ebben, maaske vi da kan faa et Glimt af Jernvognen.
— Ebben? spurgte jeg forbauset.
— Ja, svarede Krag, Jernvognen er ikke mere. Den er druknet.
Detektiven talte alvorligt, der var slet ikke noget spøgefuldt over ham.
— Naar vi finder Jernvognen, sa han, da
