— De har gjettet mine Tanker, mumlet jeg.
Asbjørn Krag sad taus i næsten et Minut og hans Taushed forekom mig trykkende. Jeg blev mere og mere nervøs, og jeg ønsket Detektiven langt væk, saa jeg kunde staa op og komme ud i den frie og friske Luft, som jeg hørte suse omkring Huset.
Jeg skottet op paa Asbjørn Krag. Han sad mellem Vinduet og Sengen, hans renskaarne Profil, hans skaldede Isse og brede Kjæve stod skarpt mod Lyset. Hvorfor talte han ikke? Hvad tænkte han paa? Pludselig vendte han Ansigtet mod mig, jeg saa, at hans Øine skinnet unaturlig store bag Lorgnetglassene.
— Ja, sa han, jeg kan læse i Dem som en opslagen Bog.
— Hvem har slaaet ham ihjel? hvisket jeg hurtig.
— Hvilken af de to?
— Den gamle — Faderen — som vi fandt inat.
— Skal jeg gaa videre? spurgte Krag.
— Javel, svarede jeg, idet jeg lod Blikket fare andetsteds i Værelset, gaa videre.
Og saa fortsatte Detektiven:
— Da jeg forlod Gjærnæs, saa jeg nok Komedien mellem Eieren og Forvalteren, men jeg lod alligevel, som om jeg ikke bemærket den, da jeg vidste, at Forvalteren var min Mand. Før eller senere maatte det Menneske komme til mig og fortælle mig, hvad han vidste. Og det
