— Hun var et andet Sted, svarede jeg, hun
var i Værelset ved Siden af Biblioteket.
— Javel, hun var bag Døren. Jeg tror ogsaa, at hun virkelig var der. Men nu vil jeg bede Dem huske paa én Ting. Da vi stod inde i Biblioteket, gjorde jeg et Forsøg paa at komme gjennem den lukkede Dør. Men Gjærnæs gik straks iveien for mig. Bare Tanken paa, at jeg skulde slippe der ind, lod til at gjøre ham forskrækket. I det Øieblik blev jeg fuldstændig overbevist om at han skjulte noget. De kan formodentlig gjette, hvem som opholdt sig i Værelset ved Siden af Biblioteket?
— Frøken Hilde, svarede jeg.
— Høist sandsynlig, men hun var sammen med en anden. Og denne anden har været Gjærnæs’ Fader, den gamle Mand, som vi fandt død ude paa Sletten inat.
Jeg laa med dirrende Nerver i Sengen og hørte paa Detektivens Fremstilling. Jeg havde længe forstaaet, hvor han vilde hen, langsomt var jeg gledet ind i den sikre Overbevisning, at alt hvad jeg mindedes fra Nattens Oplevelser var Virkelighed og ikke Drøm. Jeg vilde ha ham selv til at si det… Og alligevel gav det et heftig Ryk gjennem mig, da jeg hørte ham bemærke med sin tørre og sonore Stemme: Den gamle Mand, som vi fandt død ude paa Sletten inat —.
Detektiven tilføiet, idet han smilte igjen:
— Altsaa, kjære Ven, De har ikke drømt.
