mig for den gamles Portræt, som hang paa Væggen i Gjærnæs’ Arbeidsværelse. Meget vel, men husker De Døren —
— Døren, spurgte jeg, hvad mener De?
— Kjære, fortsatte Asbjørn Krag, den lille Hændelse med den lukkede Dør var jo noget af det vigtigste vi oplevet under Besøget paa Gjærnæs. Lægger De da ikke mærke til, hvad der sker, og hvad der ikke sker! Naar jeg med Opmærksomhed iagttar Begivenhederne omkring mig, saa ved jeg, at det og det skal hænde, hvis alt er rigtig. Men hvis nu ikke alt sker, som jeg har ventet, da ved jeg, at det har en eller anden bestemt Grund, som jeg maa søge at udfinde. Paa den Maade er jeg mangen Gang blit ledet ind i Marven af mange Hemmeligheder. Synes De ikke det var besynderligt, at ikke Frøken Hilde var tilstede ved vort Besøg?
— Det havde vel sin Grund, svarede jeg, hun var syg og angrebet af Begivenhederne. Hendes Broder sa jo utrykkelig, at hun havde gaaet tilsengs.
— Det er meget rigtig. Derfor bad jeg ogsaa om at faa bese Gaardens Indre.
— Derfor?
— Ja, netop, for jeg sluttet som saa, at hvis Frøken Hilde laa tilsengs, saa kunde vi naturligvis ikke faa se hendes Leilighed. Men det var netop, hvad vi gjorde, vi fik se helt ind i hendes lyseblaa Soveværelse. Der var hun ikke.
