— Nei, men der vil ikke gaa lang Tid, før
jeg finder den. Naar De nu blir helt rask igjen,
gaar vi sammen ud paa en ny Ekspedition og da
skal vi finde Jernvognen.
— En ny Ekspedition … mumlet jeg og saa usikkert, undersøgende paa Detektiven.
Han smilte igjen.
— Jeg gjetter Deres Tanker, sa han, De er ræd for at spørge.
Og det var jeg virkelig. Jeg var bange for at spørge. Jeg saa endnu tydeligt for mig den døde Mand ude paa Sletten, gamle Gjærnæs, som var druknet for fire Aar siden. Jeg maatte jo ha drømt, men drømt forfærdelig klart og levende, hele Solopgangen dirret endnu i min Bevidsthed, jeg kunde gjenkalde enhver Detalj, Græstufserne udover Sletten, Træstammerne, der skinnet som Sølv i det første Morgenlys, og saa den Dødes Klær, som var af stribet Vadmel — men det maatte jo være en Drøm.
— Jeg maa reise, sa jeg, jeg begynder at frygte for disse Rystelser.
— Ja, De er ikke saa stærk, som jeg fra først af troede, svarede Detektiven, den sidste Oplevelse greb Dem temmelig haardt; hvis jeg ikke havde opfanget Dem i mine Arme, var De styrtet pladask til Jorden.
Jeg reiste mig halvt op i Sengen; aa, nu kjendte jeg, at det endnu susede lummert i min Hjerne.
