snart kunde jeg være i min Hytte. En forfærdelig Mathed laa over mig, jeg længtet efter en Seng, efter en lang, lang Hvile.
Det bød mig imod at være saa svag og jeg stavret derfor selv ned af Vognen. Da jeg kom ind i Hytten, saa jeg, at Lampen fremdeles stod og brændte paa Bordet. Jeg slukket den og styrtet straks i Sengen. Da jeg vaagnet Klokken fire om Eftermiddagen sad Asbjørn Krag i mit Værelse.
Jeg følte mig fuldstændig frisk og vilde staa op.
— Lig endnu lidt til, sa Asbjørn Krag, De har bare godt af at hvile Dem.
— Jeg har havt en besynderlig Nat, svarede jeg, jeg ved ikke, hvad jeg har drømt og hvad jeg har oplevet.
Detektiven smilte.
— Vi fik iallefald ikke fat i Jernvognen, sa han, og det var den vi gik efter.
— Nei, jeg husker det, vi fandt heller ikke noget Spor.
— Den efterlader intet Spor.
— Er det Deres Mening at ville ha mig til at tro paa en Spøgelsesvogn, kjære Krag?
— Ingenlunde; men den Jernvognen efterlader intet Spor.
— Saa har De kanske løst Hemmeligheden?
— Ja.
— Og fundet Vognen?
