Asbjørn Krag gik hen til Stedet. Jeg saa,
at han bøiet sig ned over den graa Sten. Og
… i hurtigt Løb var jeg ogsaa derhenne.
Det var slet ikke nogen graa Sten, det var et Menneske, som laa der, en gammel Mand. Han havde et stygt Saar i Baghovedet.
— Han er død, sa Asbjørn Krag og vendte ham om, saa vi fik se hans Ansigt, han er død for mindre end et Kvarter siden.
Jeg husker ikke nu, hvad jeg tænkte eller følte i det Øieblik. Formodentlig resonnerte jeg ikke. Jeg saa paa den Døde uden at forstaa… Jeg havde en lammende Fornemmelse af at befinde mig i en gaadefuld Uvirkelighed. Og jeg var fuldstændig Maalløs. Men jeg husker, at jeg optraadte ganske meningsløst og forvirret. Jeg bøiet mig ned og kjendte paa den Dødes Tøi, som var af stribet Vadmel.... Asbjørn Krag vækket mig op ved at si:
— Det er Jernvognen, som har dræbt ham.
— Jernvognen, mumlet jeg…
— Ja, svarede Detektiven, kjender De ham ikke?
Jeg saa paa hans gamle, graa Ansigt. Jo. Men hvor havde jeg seet ham før. Min Tanke strøg ubevidst forbi et Minde —
— Husker De da ikke Portrættet? spurgte Detektiven haardt, Portrættet i Stuen paa Gjærnæs. Bukkeskjægget, den krøgede Næse, de smaa Øienhulninger.
