tætte Skogen, udbrød Detektiven, kom lad os gaa ud paa Sletten igjen.
Da vi kom saa langt frem, at vi ikke længer kunde se Havet, sa Asbjørn Krag:
— Omtrent her var det, at Vognen vendte. Det hørtes saa paa Lyden.
— Eller kanske det var endnu længere frem, sa jeg.
Asbjørn Krag tænkte sig om.
— Ja, kanske det, mumlet han.
Vi gik endnu nogle Skridt fremover. Pludselig stanset jeg.
— Kjender De Dem igjen, hvisket jeg.
Detektiven saa paa mig, plirende, næsten ondskabsfuldt.
— Ja, svarede han, jeg kjender mig igjen. Hvorfor blir De saa bleg?
— Jeg blir slet ikke bleg, svarede jeg, men kanske al denne Nattevaagen angriber mine Nerver
Jeg pegte:
— Derhenne var det vi fandt Forstmesteren, derhenne ved den graa Sten, den Døde laa med Ansigtet ned mod Jorden.
Asbjørn Krag rynket Panden.
— Den graa Sten, sletikke, mumlet han. — Han saa granskende omkring sig, — Jeg kan ikke forstaa, hvor den Stenen er kommet fra.
Jeg lo og svarede:
— Og dog ligger Stenen der. Den ligger akkurat der, hvor vi fandt den Døde.
