Side:Riverton,Stein-Jernvognen-1909.djvu/10

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 2 —

skogen, hvor dens svage Magt brødes og vaklet henover Engene, hvor den saavidt kunde faa Græsset til at virre og kildre i de hvilendes Ansigter.

Der jeg selv laa i Græsset kunde jeg skimte et hvidt Musselinsliv, en gylden Kvindenakke og Haar, som sagte bevæget sig; men hvis jeg bare saavidt dreiede Hovedet en liden Smule, stødte mit Blik mod Pensionatets Markisedug, hvor Solstraalerne rodet herlig i de ildrøde Striber.

Der laa fem Mennesker i Græsset omkring mig; det var ligesom alle sov og dog sov ingen. Om den hvidklædte Dame tilvenstre vidste jeg, at hun støttede Ansigtet i begge sine Hænder og havde en opslaaet Roman foran sig, men jeg hørte aldrig, at hun vendte Bladene. Og ingen sa noget. Vi nød alle den absolutte Ubeskjæftigelse, vi havde en dvalende Følelse af, hvordan Varmen lidt efter lidt kvalte al Vilje og al Energi i os, saaledes kunde vi bli liggende i al Aarevis, hvem gad vrikke med Foden, eller saavidt løfte paa Hovedet eller vende Bladene i en Roman? Endog Tanken, som aldrig hviler, dulmedes; hvem gad tænke? Og det var ikke længer nødvendig at høre efter Suset derude fra Sjøen, Øret lukkedes nu og da, Lyden gled forbi, vi hørte stundevis. Det kunde være en Humle, som surret, en Grind som smaldt. Jeg vidste, at en Papegøie hang i et Bur midt paa Hotellets Solvæg. Den følte vist Fjærene bli varme, den vilde bevæge sin gamle Benkrop; jeg kunde høre, naar den greb om Jern-