nervøst vippende føtter hadde hun stukket i greske tøfler med store pomponger på snutene.
— Ser De virkelig sånn ut, sa hun grundende, det er meget interessant.
Kjeldsen svarte:
— Jeg er kommet for å forelegge Dem et par spørsmål. Tillat mig derfor —
Viviana virret utålmodig med sitt hode, som var frisert i store, tungt hengende krøller, ikke ulikt en gulvskubb. Hun la diskret håndflaten over hans munn og svarte:
— Ikke så hurtig, ikke så hurtig, la mig først få se på Dem mere. Der står på Deres kort at De er inspektør ved opdagelsespolitiet, altså detektiv.
Hun så igjen opmerksomt på ham fra øverst til nederst og sukket hørbart og kanskje noget skuffet.
— Detektiv, gjentok hun drømmende, det er første gang jeg ser en sånn en, men jeg har lest om detektiver og sværmet for detektiver. Svermet til vanvidd.
Kjeldsen tenkte her: Det er som jeg fryktet, en dukke som det blir umulig å få et fornuftig ord av. Hadde jeg bare sendt en annen — Ebner eller en annen . . . Høit sa han:
— Og hvordan finner De at virkeligheten svarer til Deres drømmer?
Han syntes selv spørsmålet var formfullendt, likesom i en roman.
Viviana smilte atter uhyre skjelmsk og så på ham igjen.
Kjeldsen fortsatte:
