met sig og arbeidet sig sammen. Den nøisomme og sparsommelige Kristi statholder blev selvfølgelig straks skive for alle de skuffede literære snyltedyrs smædedigte; byen kom i en eneste yr lystighet over dette ubedærvede, men knuslede, lærde gudsord fra Norden; gjøglerne opførte rene heksedanse. Og paven tar sig nær av pamfletterne, som fæstes paa Pasquino’s torso; han truer endog med, at hvis det blir ved slik, saa lar han statuen stupe ned i Tiberen; da svarer de ham bare, at det maa han gjerne, Pasquino er som frosken: han kan snakke under vandet! — Nei, pave Hadrians regjeringstid i Rom blev just intet triumftog. Jubelen var stor i staden den dag hans spidsrotsløp var fuldbragt; paa hans livlæges port hængte skøierne op en laurbær-krans med inskriptionen: „Ob urbem servatam“ (til tak for byens redning).
Efter det intermezzo kom saa 1523 næste Medici til, Leo X’s fætter, kardinal Giulio, under pavenavnet Clemens VII. Det skedde efter en bitter kamp i konklavet mellem franske og spansk-tyske interesser, og det var de sidste som bar seiren hjem.
Han blev en stor skuffelse for alle dem, som i ham hadde set det fyrste-emne, som skulde bringe orden i Italien; den energi, han hadde lagt for dagen under fætteren, viste sig bare at være et trofast tyendes. Av Lorenzo Magnifico’s hersker-egenskaper var alene snedigheten igjen; han veiret og forekom alle de smaa rænker og anslag — der var flere sat i scene fra Soderini-ættens side. Men det var ingen fyrstevilje. Ingen statsmand. Bare en tjener-sjæl. Uten politisk instinkt, ganske uten beslutningens mod —
