Side:Renæssansemennesker.djvu/353

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

florentinske kjøbmænd har sittet sammen og disputert om kvinder.

Fablen er skabrøs, om den end langt fra er værre end hvad der paa den tid var sedvanlig at servere. Kort gjengit er indholdet det at en ung mand i Paris har hørt en florentinerinde Lucrezia prise over al maate for sin enestaaende skjønnet. Og han iler tilbake til Firenze: hende maa han se! I Firenze hører han nu nye lovtaler; det stiger: hende maa han vinde! Men ulykken er at hun er gift. Og hvad værre er: hun er ærbar. Egtemanden, mester Nicia, er litt tilaars, litt indskrænket; og de har ingen barn. Ved en lømmels mellemkomst skaffer han sig nu adgang til mester Nicia og utgir sig for læge fra Paris, som kan rette paa mangelen, „slik som kongen i Frankrike gjør“: Han vet en elskovsdrik. Men ovenpaa den medicin er hun giftig og farlig for den mand, som først nærmer sig hende: han er dødsens. Næste spørsmaal blir derfor: Hvor skal egtemanden finde den taape, som lar sig narre paa giften? Det viser sig altsaa at den taape ikke er saa vanskelig at finde. Vanskeligere blir det derimot at beseire samvittighetens røst hos hans ærbare egtefrue. Der træder da skriftefaren til med sine teologiske sofismer, munken Timotheos (ɔ: „den gudfrygtige“!!). Hendes familie, kirken, moren, egtemanden — alle hendes nærmeste omgivelser lægger sig om hende for at nedkjæmpe hendes dyd og rasere hendes sind for den sidste moralske betænkelighet; det er fra dette overtalelses-stræv jeg foran oversatte et par stykker som prøve paa skolastisk dialektik.