Side:Renæssansemennesker.djvu/258

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Med andre ord: det nytter i virkeligheten ikke at betale. Og derfor maa man uopholdelig ruste, og ikke vente for at se hvad der kommer ut av forhandlingerne mellem de to, kongen og keiseren; gjør man nemlig det, kan alt være forbi en vakker morgen, man vaagner. Og saa sier han tilslut, og de ord kaster et grelt lys ind i — en skuffet sjæl, hvor et forfærdelig mishaab hersker, men som likefuldt blir ved at yngle ustanselig nye, hete syner: „... Jeg vil si Jer noget, som vil tykkes Jer enten dumdristig eller latterlig. Allikevel, slike tider kræver avgjørelser som er modige, uventede og merkelige, og enhver vet det, som vet at ræsonnere om denne verden, hvorledes folk er letbevægelige og dumme: likefuldt, endskjønt slik laget som de er, sier de mangen gang at det sker som burde ske. Her nylig sa man saaledes over hele Firenze at herr Giovanni de’ Medici (ɔ: Giovanni delle Bande nere) reiste fribytter-fanen for at føre krig hvor det bedst høvet ham. Ved dette rygte svev det mig den tanke, at folk sa netop det som burde ske. Enhver især tror jeg tænker at blandt italienerne findes der ikke en høvding, som soldaterne mere gjerne følger, ei heller én, som spanierne er mer i tvil om og har mere respekt for. Alle som én anser fremdeles herr Giovanni for dristig, paagaaende, en mand av store planer, rigtig en elsker av svære opgaver; man kan altsaa, ved i al hemmelighet at øke hans storhet, faa ham til at reise denne fane, idet man stiller saa-meget infanteri, man bedst kan. Spanierne vil tro, dette er skedd i bestemt hensigt, og kanske bli i