ner Fr. Guicciardini og Fr. Vettori, som lik tyende bare flyttet over fra det ene herskap til det andet. Ogsaa i motsætning til folkets helter for dagen, stortalere som hans kollega førstesekretæren Marcello Virgilio, som forstod den kunst at utløse øieblikkets tarv i veltalende ord; denne retoriske, lærde façade av en statsmand blev derfor ogsaa staaende like fast som sekretær under Medici’s styre efter Soderini’s fald.
Hovedsætningen i hans politiske system, slik den træder os imøte særlig i Fyrsten og i kommentarerne til Livius, er i grunden samlet i det han sier ensteds i boken om Livius: „Til at grunde og reformere en stat maa man være alene“ („a fondare e riordinare uno stato bisogna esser solo“). Romulus, Solon, Lykurg. Statsmandsgeniet taler her tillike stilfærdig om sin samtids svakhet: de for mange kokkers søl. En stat blir efter hans mening til paa samme vis som en bygning — et billede som han stadig gjentar; bygmesteren er husets herre, saalænge arbeidet varer; lovene er materialet, og dem staar han suverænt over, eftersom de er hans eie: de kan med andre ord brytes av ham og de kan overholdes, efter behag. Men naar saa staten er muret op, skal han gjøre som Romulus: han overlot staten til senatet, det vil si, til folket, saa det kan flytte ind. Hvori der altsaa ligger en anerkjendelse av folkesuveræniteten. — Dette syn kommer i grunden tydelig til orde allerede i hans første politiske avhandling, der han skriver om hvorledes oprørerne i Chiana-dalen bør behandles; og i virkeligheten sier han det samme i sit skrift til Medici („Avhandlingen om at refor-
