Side:Renæssansemennesker.djvu/183

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

trods for det, under dette generaliserende arbeide med det tilfældige og vekslende stof og med de ting han selv oplever, overser han ikke et øieblik mennesket og dets væsen. Derfor blir han aldrig nogen gold stuelærd; det er jo desuten ogsaa det praktiske livs behov som driver ham i dette hans arbeide. I sin menneske-kundskap er han søn av den ny tid, det moderneste menneske, renæssansen eier: Mennesket er trods alt princippet i hans moral-filosofi. — Og hans hang og evne til at utskille almensatser av begivenheternes umiddelbare virvar, det er det man forstaar ved „renæssanse“. Fremfor alt er det antikkens oplevelser han ordner og skaper om til levende eksempler; det er hos ham ikke tom mode eller hul retorik, som saa tit hos humanisterne. Trods alt hadde nemlig, mener jeg, hans samtid vanskelig for at forbinde noget nærværende og haandgripelig ved antikken; der var et svimlende fjernt forhold, som f. eks. vore første romantikeres likeoverfor sagaold, — noget gispende uopnaaelig som ved at skue op i stjernehimlen, og som ovenpaa det tomme slaar om i uklar livslede, slik som to-tre sekler senere Tiepolo i sine psykologisk merkelige „Scherzi di fantasia“ (fantasi-lek) uforvarende er kommet til at tegne denne dunkle følelse av romantisk svimmelhet. Det var ikke saa hos Machiavelli: Der er antikken kun tilstede som virkelighet; han eiet fantasi stor nok til at gjøre den nærværende og haandgripelig. Alt har en aktuel bakgrund; naar han taler om „Brutus’s sønner“, mener han Medici; der er virkelig gjenopvækkelse, gjenfødelse; det er igrunden endog et meget inder-