fundet horoskoper, stillet for hans sønner, i en gammel Florentiner-codex.
Men er han privat ikke ganske gudløs, saa er han det som tænker, naar han bygger op sit politiske system. Hans erfaring har sagt ham at gudsfrygt og statskunst aldrig gaar haand i haand. I menneskenes liv tar hans virkelighetssans endvidere bare hensyn til deres handlinger, ikke til konfessioner eller ord. I og for sig, og videre set, er det jo ellers ikke grund til at undres over hans kjølige holdning: i motsætning til den hedenske antik syntes den kristne religion ham at ha fremelsket knæhønerne i verden, de som ved overlast bare vender det andet kind til. Og ialfald lærer ikke evangelierne noget menneske national stolthet. — Dette er altsammen hans inderste tanker.
Selve Machiavelli’s politiske system er et utslag av hans smertefulde erfaring; i og med systemet søker han trøsten og redningen. Og systemet bærer præg av det; det har en heftig, intim psykologi, hans hele tørst efter orden og vilje, efter fast holdepunkt, gaar igjen i hver sats. Han eier tilslut i sit sjæls-dyp en stor grundstemning, der han søker veier ut av virvaret og bygger sin livsvisdom op: mandig desperation; det er den drivende uro i ham, den hellige, evige kilde. Den stiger og synker nok; men den blir der altid. Forsaavidt er Machiavelli som tænker subjektiv.
Men paa samme tid er han en objektiv tænker av høi rang, som med sikker haand destillerer regelen ut av mangfoldigheterne; hver begivenhet blir indlemmet, forbener sig til en almensats, en lære. Og til-
