Leo X og den under Clemens VII hadde kjørt sig fast i et svikefuldt klungerkrat, det var her, at Machiavelli søkte princippet; det var imot opløsningen her han griper om sig efter lægemidler. Og de femten aar i statens tjeneste var for ham en forfærdelig oplevelsernes tid. Resultatet av alle hans legationer var, som nævnt, den faste overbevisning, at mundlær alene redder ikke en stat. Og han kjendte ingen djævler som Luther. Han kjendte bare de ledendes planløshet, al viljesforvirringen; han visste at kræftskaden var den manglende disciplin, bristen paa evne til at underordne sig. Den dype, smertefulde indsigt fødte hans trang efter kræfter, som virkelig bar. Den indsigt er den sjælelige drivfjær under og bak hele hans moralske system. Endog selve hans stil brænder av og har faat præg av denne tørst efter realitet. Den trang træder frem i hans arbeide for avskaffelsen av leiehære og oprettelsen av nationalmilits. Og i statskunsten fandt han princippet i hensynet til det fælles vel istedenfor hensynet til privat vinding og egennytte; hans tro er troen paa det politiske genis komme, paa den høvding som skaper ny jord ut av kaos, paa den Messias, som vil paata sig kaldet og som evner at følge det til slut; det er ham, Machiavelli’s aldrig hvilende blik speider efter gjennem et helt liv. Det er nemlig sandt, som det er sagt, at er der nogen, som i sit liv og i sine bøker har vist sig at være det motsatte av det, almenheten sedvanligvis kalder „machiavellisme“, saa er det Machiavelli selv. Han er heller ingen blodløs teori, saaledes som hans
