Quijote Maximilian ventende sydover for at bli kronet til keiser i Rom. Italiens stater og smaafyrster vimser om i spænding, for man vet jo, han er i pengenød. Av Firenze hadde han, som før nævnt, til alles bestyrtelse forlangt hele 500 000 dukater: den sum vilde de ialfald ikke betale; men det var spørsmaal, om de overhodet vilde betale noget. Blev han imidlertid kronet, kunde det bli en slem affære, om de ingen ting hadde ydet; men paa den anden side var jo Frankrike, hans motpart, Firenze’s allierte og ven. — Men nu er der desuten konkurrenter om keiserkronen: Spaniens konge, Frankrikes, ja Englands.
Machiavelli skikkes paa eftersommeren atter til Siena for der at træffe den legat, som paven har sendt nordover til møtes med Maximilian, og hos ham at opsnappe litt om det virkelige forhold mellem paven og den vordende keiser, samt om Maximilian’s utsigter for kroning. Resultatet var magert, forsaavidt man jo paa forhaand visste at paven ikke likte Maximilian’s besøk.
Riksdagen hadde bevilget sin Don Quijote endel penger, og straks satte han sig i bevægelse sydover. Samtidig gjorde franskmændene og Venezia sig rede til at ta imot Habsburgeren. — Soderini’s fiender nytter nu paa og gir hans franskvenlige politik skylden for dilemmaet. Han vilde sendt Machiavelli avsted til Maximilian, forut for den officielle ambassadør, for at sondere; men hans misundere er atter fremme: Francesco Vettori blev saa sendt i steden. Og denne skikker da om en tid besked at nu har Maxi-
