Side:Renæssansemennesker.djvu/155

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

som mulig det vi nu kalder indførelse av almindelig vernepligt. Man ser hvor han paa sine reiser ustanselig skriver om sin nye idé, bl. a. til sin ven i kancelliet Biagio Buonaccorsi. For derute foran Pisa hadde han jo nu oplevet noget av hvert: der var saaledes engang skutt en svær bresche i muren, og saa negter simpelthen leietropperne at gaa paa! Cæsar Borgia hadde skapt sig en liten, personlig hær: og hvad fik ikke han utrettet! Egen hær hadde ogsaa Frankrike, Tyskland, Spanien, endog det lille Schweiz hadde egen hær. Likesom det antikke Rom hadde hat det. I det hele alle stater, som respektertes blandt folkeslagene. Og i Siena’s fyrste Pandolfo Petrucci hadde han nylig møtt det ustolte og foragtelige, en liten stats vergeløshet fører til. Dette er Machiavelli’s grundlæggende ræsonnement.

Han blusser op i en vældig, uegennyttig patriotisme, maser, skriver breve, reiser rundt, hverver. Som ingen av sine samtidige medborgere. Selve ideen var jo ikke ny i republikken Firenze’s historie, men vel den hete tro og utrættelighet, hvormed han satte den ut i livet. Borgerne var naturligvis imot den; delvis fordi de var ræd at Soderini skulde slaa sig op til tyran i byen ved en slik hærs hjælp. Derfor maatte Machiavelli prøve sig langsomt og varlig frem, saa de av sig selv begyndte at indse det nyttige ved reformen. Der var ogsaa andre forsigtighetshensyn at ta ved oprettelsen av en privilegeret krigerkaste i staten: de fjernere, undertvungne byer vilde ha lettere for at slite sig løs, om alle mand blev vaabenføre; derfor fik man ikke fjerne sig for