Side:Renæssansemennesker.djvu/154

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

krav til hæren, derfor ogsaa forhadt. Foreløbig kunde spanierne og de allierte ikke angripe Firenze, som jo var indbefattet i „tregua“; men Pisa kunde de altid ta i ventetiden. Her møter Giacomini dem, og han slaar dem. Ved det held faar de florentinske feltherrer blod paa tand: de vil nu med det samme ta Pisa, Lucca, Siena. Soderini sætter igjennem de nødvendige pengebevilgninger, og Machiavelli drar avsted til fronten med ordrer. Han er paafærde allesteds, leier tropper fra Bologna, Romagna, ja helt fra Rom; han ekspederer artilleri, ammunition, fæstningsarbeidere. Bombardementet begynder; og man forsøker at storme. Angrepet blev slaat tilbake. Spanierne sender tropper til undsætning. Nyt angrep. Og nyt nederlag. Demoralisation blandt de beleirende soldater. Og saa kommer der fra Firenze ordre om at opgi affæren for denne gang. Folket gav Giacomini al skylden for vanheldet. Og han nedla for altid sit militære førerskap.

Da saa Giulio II — 64 aar gammel — skal avsted nordover paa sit fanatiske kirke-felttog mot Bologna og Perugia og sender bud til Firenze, ber om at faa utlaant dets kondottier (Colonna), blir Machiavelli skikket paa sin anden ambassade til Rom (1506) for at meddele, at Firenze ikke tør undvære sin feltherre just nu. Dette gesandtskap er kort og har liten rolle spillet for Machiavelli. Han har været ganske aandsfraværende.

Ti det, som denne tid optar ham sent og tidlig, er en plan om at oprette egen hær for Firenze, en nationalmilits som for den tid kommer saa nær