nordpaa hos Cæsar Borgia i Imola at sakerne i virkeligheten blev avgjort, ikke i Rom, saa blev de allikevel enig om, for at lykkes i sin forhalingspolitik, at bare „Timandsraadet“ skulde besørge budet til ham. Og den, disse sendte, blev sekretæren Machiavelli. Dette var altsaa hans anden ambassade til hertugen.
Han likte just ikke hvervet; sendelsen blev daarlig utstyrt pekuniært, han var desuten nygift; men især var den utilfredsstillende, fordi han i grunden ingen fuldmagt hadde; „Timandsraadet“ var jo underlagt Signoria-raadets sanktion. Hvilket netop var pointet ved ordningen denne gang. Det staar da ogsaa tydelig nok i hans instruks: han skulde heftig forsikre hertugen om Firenze’s store venskap og bl. a. fremholde at det hadde svaret „oprørerne“ nei til deres bøn om hjælp mot Cæsar Borgia; han skulde brede sig mest mulig om dette punkt. Men vilde hertugen noget mere, saa skulde Machiavelli indskrænke sig til at si, han vilde gi Firenze’s raad besked om det, og saa avvente svar.
Utpaa høsten 1502 reiser han nord til hertugen i Romagna. Og ved hans hof, som stadig flyttet fra by til by, alt eftersom Cæsar Borgia kom i besiddelse av nye byer, opholdt han sig de tre à fire høst- og vintermaaneder; først i januar 1503 blev han avløst. — Skjønt mange skrivelser blev snappet op eller ialfald aldrig naadde til Firenze — man betaler kureren dobbelt og tredobbelt, og endda blir det borte —, saa eksisterer der dog en hel del raske redegjørelser for dagen til raadet fra Machiavelli’s haand; skrivel-
