pligter som sekretær at gjøre: „Om maaten at behandle de oprørske distrikter i Chiana-dalen“ (Del modo di trattare i popoli della Val di Chiana ribellati). Den har den svakhet at han driver sammenligningen med antikken vel vidt, og derved løsningen paa øjeblikkets foreteelser blir en smule kunstig; begivenheterne kan nu engang ikke saadan uten videre lægges side om side. Han imøtekommer vel her tildels tidens humanistiske krav. Men paa den anden side kommer der just ved de historiske paralleler fra antikken høihet og linje over døgnets forvirrede kaos av hændelser. En ørneklo er allerede her ute og ordner det tilfældige.
Men saa sammensverger de sig mot Cæsar Borgia, de kondottierer, som paa denne svikefulde vis var latt i stikken; og de har til en begyndelse held. De søker ogsaa hjælp i Firenze og Venezia; men der faar de ingensteds noget bestemt tilsagn. Hertugen beder Frankrike om hjælp og faar ja. Og dermed var i virkeligheten „oprørerne“ færdige. Paven og hans søn ønsket endvidere venskap og forbund med Firenze; for i syd grænset jo Toscana i sin helhet til Kirkestaten. I Rom hadde republikken sin ordinære gesandt; nu skulde der altsaa sendes én nordpaa til sønnen, som vilde slutte evig „alliance“. Først halte de saken ut; for noget intimere forbund med Borgia’erne ønsket de, som rimelig var, ikke; man visste heller ikke hvorledes Frankrike i tilfælde vilde like det; og for det tredje vilde man nødig ryke i aabenbart fiendskap med „oprørerne“ — en hel sværm av kondottierer. Skjønt de altsaa vel visste, det var
