Venezia; for over hendes hertugdømme gik jo veien sydover fra lagune-staden. Nu var imidlertid hendes søn av første egteskap misnøid med kontrakten og helst stemt for opsigelse; men samtidig forstod hun at Cæsar Borgia siklet efter Romagna. Hun ønsket derfor at ordne sig med Firenze, og meldte dem, for at sætte pres paa og tillike at skrue op prisen, at Milano-hertugen, hendes slegtning (Ludovico il Moro), nu bød paa hendes leiehær. Machiavelli skyndte sig nordover med skrevne instrukser og bød for troppe-kontingenten 10 000 dukater, hvilket var mindre end forrige gang, samt bad om at faa kjøpt kuler og krudt til Pisa-krigen. I den indberetning, vi har, fortæller han, hvorledes hun foreløbig bitende bare svarte ham at „florentinernes ord altid hadde glædet hende, men at i gjerning hadde hun aldrig rigtig likt dem“; hun skulde imidlertid tænke paa det. Næste dag forelaa bud fra Milano’s agent. Saa begynder auktionen: Krudt hadde hun slet ikke at sælge, sa hun; men soldater hadde hun nok av: hver dag skikket hun nordover til Milano. Da la Machiavelli paa og bød 12 000 dukater for troppekontingenten. Hun gaar ind paa det om kvelden. Men da morgenen kommer, hvor han skal undertegne kontrakten, sier hun pludselig, at nei, nu hadde hun tænkt over saken igjen inat: hun kunde i grunden ikke gaa med paa det, medmindre Firenze vilde paata sig at forsvare hendes stat; han maatte ikke undre sig over at hun kom til at si noget andet igaar, for „jo mere saker diskuteres, des mere kommer man tilbunds i dem“. — Men det var just dette han i sin instruks hadde faat
