melitalienske noveller, f. eks. hos Boccaccio, hvor Paris vrimler av florentinske kjøbmænd, som føler sig ganske som hjemme der. Forresten var der allerede tidlig uenighet inden de styrende om dette utenrikske spørsmaal; der var saaledes nogen som begyndte at logre for Frankrike’s og for Sforza’s fiender; ialfald søkte de at ta avstand fra Frankrike. Dette gav f. eks. anledning til smaa rivninger allerede saa tidlig som mellem Lorenzo Magnifico og hans søn Giovanni, den senere Leo X. — før altsaa end Savonarola var optraadt. Men under Medici’s landflygtighet var Firenze saa nøie knyttet til Frankrike at det ganske enkelt delte dets skjæbne: var Frankrike sterkt, var Firenze det ogsaa, og tapte Frankrike et slag, saa det mørkt ut for republikken. Da pave Giulio 1510 slaar helt om og faar istand forbund med Spanien og Venezia, ja søker om mulig avtale med tyskekeiseren, virker det øieblikkelig direkte tilbake paa Firenze’s indrepolitik og Soderini’s styre, hvis fiender straks retter sine hoder i veiret og kommer med sin anklage: at nemlig hans styre bare var et personstyre, hvor han og Machiavelli omgav sig med lavættede og derfor uselvstændige mænd, og at regjeringen da maatte komme til at mangle autoritet; samtidig begynder ogsaa Medici’s parti at røre paa sig. Pavens politiske anslag hin gang virket tilbake saa sterkt og paatagelig at Soderini endog fandt det forsigtigst i tide at avlægge regnskap for sit styre som gonfaloniere, skjønt embedet nu var livsvarig; ja, der var til og med statskup- og mord-planer oppe imot ham. Det er her det florentinske diplomatis hovedvanske-
