den art utskeielser, de seirende soldater ikke hadde tillatt sig: „Sacco“, den staaende form for avstraffelse av byer som forsvarer sin uavhængighet. Og frasagnet siger ned gjennem befolknings-lagene til den menige mand, fylder sindene med gru, sætter sig fast. Vi har fra l500 og utover „sacco“ av Capua, Piacenza, Brescia, Ravenna, Prato o. s. v., og saa tilslut den av Rom 1527; der var nok stundom byer, som i grunden aldrig reiste sig mere efter en slik medfart. —
Alt dette smitter sindene, det nærer hin dyriske arv fra middelalderen: angsten som saadan, følelsen av mangel paa verdensstyrelse, av verdens-usikkerheten. Og man har ikke egentlig det indtryk at verdensfornuften tiltar utover seklet. Lægger man øret til renæssanse-menneskets bryst, naar han er i enrum, hører man et hjerte gaa i angst.
Denne syke ytrer sig f. eks. som svovelprædikanters uhygge-syner og profetier. Machiavelli fortæller, rigtignok halvt spøkefuld, i et brev fra 1513 til sin ven Francesco Vettori om en slik ganske likevegtsløs franciskaner-munk, som i Santa Croce-kirken savler skjørhjernet dommedags-snak og maler op forvirrede verdenssyner: som om mennesket tok sig frem gjennem en ren bisværm av djævler, som fyldte rummet mellem himmel og jord. — Symptom paa denne angst-syke er vel ogsaa, at det er i dette sekel hekseprocesserne for alvor tar fat. Efter min mening er syken den inderste grund til en underlig panik, som kan reise sig midt i slaget. Machiavelli’s ven, den nævnte Vettori, skriver saaledes i et brev fra 1526 om et slag ved Siena, hvor de pavelige og flo-
