106 Rute 18. Ølteren. Krækjahytten. Nordmandslæpen. Halnelægeref. god og biHig Fører.] Der roes gjennem en bred (3îj4 T.) Strøm ind paa Stølejîjorden, der har samme Karakter som Usteijorden, og hvor tilv. lægges til ved i (39A T.) Ølterdalen, i hvilken Ølterelven (Grøna) kommer ned. Der landes ved Nedre Øltersæteren, der dog kun i en Del af Sommeren er beboet af de samme Fækarle, der holde til paa den øvre (Øvrestølen). Opad paa stærk Sti, med den fossende Elv tilv., til (4V—1 T.) den øvre Sæter, der ligger ved Vandet Ølteren (1177 m.), hvis Strand nu følges, hvis der ikke er Adgang til at faa den derværende Baad. Først tilh. op mod Høiden paa stærk Sti og atter ned; langs den vikede Strand; der- efter atter op tilh., indenfor en lav Nut og et mindre Vand. Saa igjen opad tilh. og ned i en liden Dal, i hvilken sees Trestikkeltjernet. Fra dette løber en kort Elv ned i en lang Bugt af Ølteren, hvis Tilværelse hidtil ikke er anet. Saa ned til denne (6IZ2 T.) Elv, der springes eller vades. Videre tilv. langs Ølterens Strand, — et kort Stykke over Roden af en Halvø og hen til en ny Vik, hvor tilh. et lidet Tjern. “Mellem disse og op over Bakker i ret Linie, med Svonuten tilv. Her sees til- bage paa den passerede Vei, og bl. A. paa den før omtalte lave Nut. Der styres i vestlig Retning opad; tilh. sees et stort Parti af Hardanger- jøkelen. Oppe paa Høiden sees Krækjahytten, mod hvilken derlstyres ret nedover efter Varderne. Saa til den norske ’.I’uristforenings Eiendom, (6îf2 T.) Krækjal1ytten (1191 m.) ved Store Krækjavand eller Krækja. Bestyrer: O. L. Aker (den norske Turistforenings Patent som Fører). Usteosen-Kr1ekja (S. l05 flg.). Opvar- det Vei. Er den egentlige HoVedrute, naar der ikke roes. Først som ovenfor beskrevet fra Tufto til (11j.; T.) Smetbak- stolen. Ned til Elven og over Broen ved U—steosen. Langs Fjorden og forbi Sætrene paa Ustebe-rget. Snart opad efter Varderne. paa Skraa over Lakasemeldet,— nedad til den forladte Laka‘sæter og atter opad ind 1 Berghellerbotnen (myret) og over Monsbu- heien, hvorfra det helder lidt nedover til (v1Zɔ T.) Lægreidstubben, en Del af Grønas Løb, som springes eller vades. Derfra let Vei frem til (9 T.) Krækjahyttm. Veien opvardet; ikke alle Varder lige lette at finde. Paalgasrden-Kr1ekja. Fra Paalgaarden (843 m.) 1 Skurdalen (S. Ö3) temmelig stærk Stigning. I V. opover til Fjeldsæteren paa grei Vei og videre i S. for Ustetinden (l411 m.), langs Halvor-svandet forbi Brennsæteren til Tuvasæte‘1—en paa Tuvanutens Sydside (4 T.); Eieren har Understøttelse af den norske Turistforening. Derfra paa 3 T. til Mombulæoe-ret og saa om Lægreidstub- ben til (10 T.) Kraekjahytten. Finsedalen er Maalet for Ij1 Dags Tur fra Krækjahytten. Der ligger store Hauger af Dyreben og Levninger af gamle Skytter- boder, der skrive sig fra en Tid, da Bøn- deme jagede Dyrene uden Skydevaaben; de have sandsynligvis været i Brug til henimod 1600. Lignende ogsaa ved flere andre Vande paa Vidden, bl. A. ved Krækjavandet. Vel til San(lhaug, S. 110 og 62. Fra Krækjahyften vestover mest almindeligt at følge den opvardede gode Vei, der er beskreven nedenfor i omvendt Retning (S. 108 flg.). Men den, som vil have et mere levende Indtryk af selve den store Viddes Natur, staar sig paa at vælge følgende Rute: Først tilh. opover til Krækjastubben, den Elv, som fra Dragøina falder ud i Store Krækjavand (l0 Min.); Levninger af Lægre og gamle Dyregrave. Over Elven Bro. Derpaa tilv. mod S., opover, dog ikke op paa den øverste Ryg. Man gaar med Udsigt tilh. mod den lave Ha(nekol (1393 m.), paa et lidet Plateau, hvorfra længe sees Hallingskarvet, tildels ogsaa Hav-dange‘):jøkelen. Tilv. Krækjavandene og Krækjaheien, langt borte Ustetinden. Længere fremme sees udover Halnetungen, og saa Halnefjorden (1166 m.), et af Viddens største Vande. Nu frem paa N0rdmandslæpen, den fra umindelige Tider benyttede og stærkt op- traakkede Vei mellem Hallingdal og Hardanger (S. 105), som nu følges, noget ovenfor Halnefjorden, frem til (2 T.) I:Ialnelægeret, der ligger lunt under Halnekollen i et beskyttet Bakkehæld, aabent mod S. med rig Græsvækst og godt Kildevand. Lægrene i Austmands-Halne ere øde-
