Husene paa denne Sætervold vare, trods deres synlige Ælde, i god Stand, og der var overalt Præg af Orden og rimelig Skik, men det saae ud som om Stedet var ganske forladt. Alle Døre vare stængte og ingen af Beboerne lod sig se eller høre. Ikke desto mindre troede enhver af vore Folk, at der var Mennesker i Sæterhytten. Vi bankede paa, talte venligt, gjorde Løfter; men Intet hjalp. Det selsomme Hus var fra øverst til nederst og rundt omkring skrammet med en Mangfoldighed af indskaarne Navneciffre, Aarstal og Bomærker, og det lod som om vi nu blot vare anviste til at sinde en ubenyttet Plet, indridse vore Mærker der, og saa drage afgaaede. Men Ole Ask lagde Øret til Dørsprækken, og gav os Tegn til at være stille. „Javist er der Folk“, sagde han derpaa, „jeg hørte grant adskilligt smaat Pusleri derinde“. Nu bleve vi for Alvor paatrængende og omsider lød der en skarp Kvindestemme, som spurgte hvad al den Larm skulde betyde. „Vi vilde gjerne have Nattely til Folk, og Havn for Heste“, svarede Lieutenanten. „Nei, nei“, lød det igjen, „det tør aldrig ske, min Mand er ikke hjemme, og han er streng. Naar han kommer tilbage kaster han alle ud“.
Vi holdt nu Raad. Lieutenanten forsikrede, at Skillingssætren endnu kunde naaes nogenlunde betimeligt, især dersom vi fik laane Baad her, for dermed at sætte over Buvandet. Hestene kunde da føres paa
