Side:Reisebilleder og Digte.djvu/95

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
91


og Urenlighed. En gammel Kone stod ved Arnestedet over Grødgryden. Udenfor Hytten laae en lang, halvnøgen Karl og nogle pjaltede Børn paa en Bunke Hø, men hos ingen af disse Folk syntes vor Ankomst at vække den ringeste Opmærksomhed. Først da de Smaa havde faaet nogle Skilling blev Manden en Smule tilgjengelig og kom nu frem med en Del Elgshorn, der nylig vare fundne i Nærheden af Sætren, og som Lieutenanten og Grossereren afkjøbte ham. Imidlertid havde jeg nærmet mig den Gamle ved Peisen og søgte at indlede en Samtale med hende.

„Hvad hedder denne Sæter“, spurgte jeg til en Begyndelse.

„De kalde den Nysætren“.

„Det høres underligt, hvor alt er saa forfaldent som her“.

„Aa ja“, svarede hun, idet hun vedblev at røre i Grøden, „det er vidt bekjendt, at her er uvane Greier“.

Dermed havde den Gamle nok af Tale, og mine Bestræbelser for at gjøre hende mere meddelende bleve aldeles beskjemmede.

Det var pinligt at dvæle paa dette Sted, hvor Menneskelivet syntes nærved at gaae ud midt i en frisk og stor Natur. Disse sørgelige Skikkelser, de Gamle med de Unge, forekom mig som en hensygnende Slægts Rester, der i en dunkel Følelse af Undergangen havde søgt de faldefærdige Hytter i Skovskjulet.