Side:Reisebilleder og Digte.djvu/93

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
89


Hæslige var her dobbelt pinligt og forstyrrende. Mangesteds kostede det stor Møie, at komme over og igjennem Ruinerne, og med dette Besvær forenede sig Fjeldgrundens Vanskeligheder. Plndselig syntes Fordærvelsen standset; et tæt Orekrat, der fulgte en Myrstrækning, havde lige foran os sat en Skranke for Branden, men vi fik snart se, at denne længere oppe havde omgaaet Krattet og udbredt sig paa nogle fritliggende Bjerghøider. Her var Ødelæggelsen størst, og paa disse lyløse Steder havde Blæsten siden omkastet mangfoldige forkullede, halvbrændte Stammer. Det var ei muligt at ride her. Mand og Hest maatte hver for sig klatre over disse Baal af grueligt Vindfald, der spærrede Stien.

Endelig kom en gold Aasryg og afsluttede det brændte Strøg. Paa denne Høide aandede jeg atter frit og overskuede med Lyst den grønne Skovmark, der nu i stor Vidde dannede Udsigten. Det sorte Virvar var som en ond og skrækkende Drøm indkastet i mit Reiseliv, og som et Stof for Nattedrømme hviler det endnu i Dybet af min Sjel.

Under Aasen begyndte Grundens Opstigning atter; men Naaleskoven viste sig nu mere indsprængt med Løvtræer og mere gjennemskaaret af Smaadale og kratbevoxede Kleve. Af og til var der i udtørrede Bækkeleier magelig Ridevei. „Her er nylig gaaet Elg“, sagde Thorkild Vestby, og viste mig dens friske Spor