Side:Reisebilleder og Digte.djvu/92

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
88


og Skoven har maaske da været noget fugtig; thi Stammerne stode for det Meste helt forkullede. Kun hist og her vare de kastede om hverandre i Hobe og heldende Klynger. Den stærke Solglands, der faldt over Brandstedet, og skinnede ind paa Ødelæggelsens Gange, forhøiede denne Scenes Gru og Fælhed.

Thorkild indhentede mig her og meldte, at den rimeligste Vei, vi nu kunde vælge, gik igjennem Skovbranden, da der til begge Sider var dybe Afstyrtninger. „Denne Fortred“, sagde han, „er skeet siden jeg var her sidst. Formodentlig er der gaaet et Fantefølge herover; thi det er en ringe Ting for saadant Folk at gjøre Ild op midt i Skovtykningen, og det hender da at Fillerne deres blive tørrede ved en kostbar Varme“.

Med megen Ulyst red jeg ind mellem de forkullede Træer, og det varede ei længe før jeg fandt mig ligesom indespærret i disse infernalske Irgange, hvorfra der paa flere Punkter neppe øinedes et Glimt af den grønne Natur, der nylig omgav mig. Hvor selsomt at færdes paa en steil, vildtløbende Vei i Kul og Aske, gjennem en Skov af slukkede Brande! Jeg følte her, at Sjelelivet paa en Reise, hvor Naturpaavirkningen er overveiende, let bliver et Speil, og gaaer op i lutter Stemning; jeg mærkede det nu ved den voldsomme Afbrydelse af de sammenhængende Indtryk, som hidtil havde dannet mit Sinds Tilstande. Det uvante