videre; den kunde krybe og gjøre Hop, trække sig sammen og udstrække sig, og alle disse Bevægelser lempedes nøie efter Stedets Beskaffenhed. Engang stod den ganske stille og gjorde ingensomhetst Mine til at komme af Stedet. Vort Tog havde delt sig paa Grund af Traktens Vanskeligheder, og Thorkild Vestby, der fulgte mig som Veiviser, havde netop fjernet sig noget for at søge en Høide, hvorfra han kunde forvisse sig om den Retning, vi skulde følge. Jeg befandt mig paa et Sted, hvor den snævre Sti under en brat Fjeldvæg, dannede en virkelig Afgrundsrand. Et kort Stykke foran mig var Stien optaget af et høit Granekrat, der syntes ugjennemtrængeligt. Skjønt det forekom mig betænkeligt at stige af her, forsøgte jeg det dog, og mærkede strax at Hesten gjorde sig Umage for at lette denne Bevægelse. Saaledes kom jeg læmpeligt ned over dens Lænd, og stod nu ved Fjeldvæggen. I samme Øieblik gik Hesten afsted og arbeidede sig gjennem Krattet. Jeg fulgte den uden megen Vanskelighed, hvor det ei vilde været mig muligt at komme frem paa dens Ryg.
Paa en nøgen, høitliggende Bjergflade, der strakte seg temmelig vidt hen, gjorde jeg atter Holdt, idet jeg uvilkaarlig standsede for et Syn, hvorom jeg aldrig havde dannet mig nogen Forestilling. Jeg saae foran mig Ruinerne efter en Skovbrand. Ilden havde raset paa et tætbevoxet Strøg, men ei faaet tilstrækkelig Luft,
